Yduns Have       

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi har valgt at satse på fåreracen Gute en gamle nordisk fårerace.

Her er en introduktion til racen: 

 

Portræt af Guteracen

 (fra www.Gute.dk)

Vikingetidens får lignede nutidens gutefår. Arkæologiske fund på Öland i Sverige viser sådanne ligheder, at gutefåret kan udpeges som direkte efterfølger. Men gutefårets historie er endnu ældre. Gutefåret har sin oprindelse i et gammeldags svensk landracefår, og har urgamle aner i den svenske dyrehusholdning.

Fund som arkæologerne har gjort, tyder på dets nære slægtskab med den type får, som tidlige forfædre førte med sig til Nordeuropa allerede i stenalderen. Man antager, at det er meget nær jernalderens og vikingetidens får og derfor Sveriges mest oprindelige fårerace med de karakteristiske primitive træk, som samtidig er racens styrke.

Kun lidt ud over de nævnte arkæologiske fund antyder noget om former, farver, uld eller behorning, men der er ikke tvivl om, at den gamle svenske landrace - grundlaget for gutefåret - i middelalderen var en vigtig leverandør af uld til vadmel, som omtales i skrifter fra år 1292.

Igennem mange århundreder var vadmel almuens tøj, medens finere klæde var forbeholdt herskabet. Da Gustav Vasa kom til magten i 1523, begyndte han at importere finfibret uld såvel som finuldede, hvide får. Denne „forædling“ indebar en nedvurdering af almuens „primitive“ får, som efterhånden mindskedes i antal for til sidst omkring 1940 at være reduceret til 10-15 stk dyr på Gotland.

Det var på dette tidspunkt, at en kreds af mennesker med interesse for at bevare denne gamle og oprindelige fårerace satte sig for at gøre en indsats for at redde de sidste rester for eftertiden. Det lykkedes som bekendt og gennem „projekt gutefår“, som startede i 1987 med økonomisk støtte fra WWF Verdensnaturfonden blev racen yderligere rendyrket og forsynet med sin egen officielle betegnelse Pg (Pelsfår Gute). I 1974 regner man med, at der i Sverige var omkring 250 gutefår. Denne bestand er i 1998 vokset til ca 5600 individer fordelt på ca 450 besætninger overalt i Sverige. Også i Danmark og Tyskland findes i dag et betydeligt antal gutefår.

Vigtige kendetegn for racen er en kort hale og et par veludviklede horn hos både får og væddere med tydelige årringe. Under bedømmelse af dyrene måles halens længde på undersiden, hos væddere må længden ikke overstige 18cm og hos fårene må halen højst være 17cm lang.

Dyrenes ben skal være tynde, forholdsvis lange og tæt ansatte, og det er ønskeligt at forbenene er stillet udad. Væddere er gennemsnitligt 76 (59-86) cm i mankehøjde ved 2 årsalderen, hornbasen er 24 (20-29) cm i omkreds og hornlængden er 72 (32-90) fra 3 leveår. Hos fårene er de tilsvarende mål 67 (65-71) cm i mankehøjde, 13 (12-14) cm i omkreds af hornbasen og en hornlænge på 31 (21-43) cm. Ørelængden hos begge køn er 10cm hos udvoksede dyr (8-10cm hos væddere og 9-12cm hos får).

Ulden består af dækhår og underuld. Dækhårene er glatte eller bølgede Underulden er blød og filtende. Pelsen er altid meget tæt. Lammenes uld er blød og fin, ældre dyr får grovere uld, ofte fyldt med grove hår, som skal sikre luft i pelsen. Manke forekommer hos begge køn, hos vædderen udviklet til en kraftig krave, som undertiden ligefrem kan danne et skæg. I forsommeren begynder fældningen hvor den gamle uld knækker og den nye uld vokser frem. Hos nogle dyr sker fældningen af al ulden over få dage, og hos aldre sker fældningen mere pletvis og over længere tid.

Når dyrene går i fæld kan ulden plukkes af dyrene hurtigt og let, og der er derfor ikke nødvendigt at klippe disse dyr.

Den plukkede uld er i modsætning til den klippede uld vandtæt, da de enkelte hår, som ulden består af er lukkede i begge ender. Det var dette som vikingerne benyttede sig af til produktion af uldsejl til skibene, da dette har stor betydning for vægten af uldsejlet under sejladsen.

Farven varierer over hele gråskalaen fra sort til hvid og kan have islæt af brune nuancer. Hoved og ben er altid korthårede og ofte med „rådyrsfarvede“ hår på lys bund eller lysere hår på mørk bund. Typiske dyr har en lys ring omkring øjet. Blis kan forekomme.

Der er 3 kendte anormaliteter hos Gute, og alle disse medfører at dyrene (og evt. deres forældre og afkom) tages ud af avlen.

  1. Mangehornethed, som oftest opfattet som et kuriosum, da det blev omtalt at væddere i 1500-tallet kunne have 8 horn og Carl von Linné omtalte guter med 4, 6 og 8 horn. Disse blev dog slagtet ud under første halvdel af 1900-tallet. Ved indkrydsning med Jacobsfår i 1970erne blev mangehornethed genindført, men dette medførte også lang hale, så mangehornethed betragtes i dag som et udtryk for for at det ikke er en renracet Gute.
  2. Snævre horn, som er et problem specielt hos vædderne, hvor hornene vokser for snævert og kommer i kontakt med kæbe eller kind.
  3. Bredklovsanlæg, hvor forklovenes ydervægge vokser ekstremt, og dette fører til bevægelsesbesvær hos dyrene.

Dyrene er statelige, letbevægelige og udprægede flokdyr. Flokkens leder vil i reglen være det ældste og mest erfarne får. Gutens fødevalg adskiller sig fra kødracerne ved deres store vilje til at æde af buske og træer. Dette gør dem meget velegnede til at forhindre at et område springer i skov, men modsat betyder det at de er ganske uegnede til renholdelse af plantede kulturer, hvor det er uønsket at fårene laver barkskader eller fortærer hele kulturen.

Reproduktionen er årstidsbestemt (styres af antallet af mørke timer i døgnet) og fårene kommer i brunst i oktober til december og læmmer derfor i marts til maj. Gutevæddere synes at fortrække får af egen race (dette kan skyldes prægning på mor), og dette kan ses i besætninger med flere forskellige racer.

Det vides ikke om det er lugt, udseende eller andet som har indvirkning på præferencen. Studier har vist at tiltrækningen ikke er styret af mængden af østrogen, men der er en tæt sammenhæng med brunst og det specifikke får, men det har ingen betydning om fåret tidligere har haft kontakt med anden vædder.

Læmningerne er sædvanligvis lette, og guter er gode mødre med en udpræget beskyttende adfærd i forhold til deres lam. Dette har store fordele ved naturpleje med offentlig adgang, da fårene i stor grad er i stand til at beskytte deres lam imod ræv, hund og turister, da de ikke går af vejen for at bruge hornene til at true med. Det er ikke tomme trusler, fordi fårene ved de har horn, og de ved hvordan man bruger dem. Denne adfærd lærer lammene tidligt at kopiere, og dette gør Guter til en speciel udfordring ved brug af hyrdehund. Det kan være vanskeligt at hente en flok Guter med hyrdehunden, da de samler sig i en gruppe med fårene yderst og lammene i midten, her bliver de og gør udfald imod hunden, så tricket er oftest at fradrive med hund, da Guterne oftest har større respekt for hyrden, end de har for hunden.

Generelt er Guter stille rolige dyr at arbejde med. Deres horn giver dem en form for selvtillid, der gør at de ikke har så let til flugt, som tilfældet er for mange andre lette racer.

Hornene kan dog være en stor ulempe i staldsystemer, hvor dyrene kan sidde fast i inventar og lignende, og det er meget ubehageligt for dyrene at blive håndteret ved tag i hornene, og dette kan stresse dyrene i høj grad.

 

 

Guter derimod yderst velegnede til produktion på friland. Deres bygning (specielt de udadstillede forben) gør dem egnede til at bevæge sig i ufremkommeligt terræn, deres ulds gode beskyttelse imod vejr, vind og regn, deres årstidbestemte læmningsperiode og deres glimrende evne til beskyttelse af selv nyfødte lam, gør Gutefåret til et får som klarer sig glimrende uden at komme på stald (naturligvis under forudsætning af en velfungerende management og dermed opfyldelse af dyrenes behov).